18 dage i en redningsflåde på Atlanterhavet
Af Bodil Højlund


Her ses to af de tre reddede søfolk på redningsflåden. Gummibåden blev kort før redningen kastet ned til de
nødstedte søfolk fra et amerikansk fly, stationeret på Azorerne

Tre mænd på en redningsflåde
De tre mænd på redningsflåden havde drevet rundt i 18 dage siden ØKs fragtskib M/S PANAMA forliste d. 11. april omtrent 200 sømil nord for Azorerne. Året var 1945 og 2. verdenskrig var endelig ved at nærme sig sin afslutning. Det, der optog de tre mænd på flåden mest af alt på dette tidspunkt var dog, om de ville overleve. Egentlig var de stadig ved godt mod.
Da de første paniske og kaotiske timer efter forliset var overstået, havde de taget et overblik over situationen. Til stede på flåden var den 20-årige matros A. Olsen, den 27-årige 3. styrmand G. A. Jensen og den 39-årige 1. styrmand Oluf Henry Christoffersen. Sidstnævnte var en erfaren krigssejler, der havde gjort hele krigen med på ØK-skibe. Han havde været om bord på M/S Peru, da skibet blev torpederet udfor den vestafrikanske kyst i 1941. Alle 50 ombordværende var den gang blevet reddet. Nu så det ud til, at det kun var de tre på flåden, der var sluppet levende fra M/S PANAMAs forlis. Så langt øjet rakte, var der intet andet at se end den uendelige havoverflade. Som den ældste, mest erfarne og højst rangerende af de tre søfolk på flåden var det naturligt, at det var Henry Christoffersen, der satte sig i spidsen.

Rationeringen
Den vigtigste opgave var at lægge en plan for rationeringen af den nødration, der var ombord på flåden. Ferskvand var der nok af i tankene, så det behøvede de ikke at rationere. Værre så det ud med provianten. De havde 5 pund pemmican (magert, tørret, pulveriseret kød, blandet med fedt), 5 pund kiks, 5 pund chokolade, 5 pund mælketabletter, 5 pund bolscher og en æske tyggegummi. De regnede ud, at de ville kunne overleve i 40 dage, hvis de hver fik 2 tsk. pemmican, 2 kiks, 4 små stykker chokolade, 4 bolscher, 12 mælketabletter og 1 stk. tyggegummi i de første 20 dage. De følgende 20 dage skulle rationen så skæres ned til det halve. Derefter regnede de ikke med at kunne leve længere. Som sagt så gjort. Dagsrationen blev delt op i tre måltider, som de søgte at nyde så meget som muligt. Christoffersen tænkte på bajerske pølser, mens han fortærede sine kiks. Portionerne var jo ikke store, men der var meget næring i dem, så de følte sig i grunden godt til pas, selvom de var sultne og tabte sig meget.

Et passende antal
Henry Christoffersen fortæller: ”Heldigvis var vi på intet tidspunkt uvenner. Aldersforskellen bidrog sikkert meget dertil. Sultne som vi var, skulle der viljestyrke til at rationere sig så stærkt, som vi gjorde, og det er langt fra sikkert, at en enlig mand på en flåde kunne have gjort det. I al fald tror jeg ikke, at Olsen som den yngste og mest sultne kunne have gjort det. Han ville sikkert have spist al provianten i en fart og derefter omkommet af sult. Det var derfor godt, at vi var flere på flåden. Havde vi på den anden side været flere om bord, havde der hverken været proviant eller plads nok til os.”

M/S PANAMAs forlis
Stemningen var altså god og optimismen i behold, selvom chancerne for at blive fundet af et fly eller et skib var små. Mon ikke også tankerne og samtalen af og til har drejet sig om de 10 minutter, de havde haft til at slippe væk fra M/S PANAMA fra det øjeblik, hvor ballasten forskubbede sig til havet lukkede sig over det. Eller har de forsøgt at fortrænge, at 45 mennesker gik til bunds med skibet?
Den 11 . april 1945 var M/S PANAMA i konvojsejlads på vej fra Cardiff til Philadelphia. Konvojen løb ind i en storm nord for Azorerne, men en konvoj må tilstræbe at holde fart og formation uanset vejr og vind. Det var specielt uheldigt for M/S Panama, som på denne tur gik i ballast. Ballasten bestod af i alt 29 50 tons sand fordelt på tre dæk, som ikke var sikret med skotter på grund af vanskelighederne med at skaffe de nødvendige materialer hertil.
Med begge motorer gående forceret ”Fuld kraft frem” bankede M/S PANAMA sig vej igennem den voldsomme sø. Kl. 23.15 brød bagbords motor sammen, skibet mistede straks styringen, lagde sig tværs i søen med vinden ind på styrbords side og slingrede så voldsomt, at sandballasten forskubbede sig. Snart efter lå M/S PANAMA på bagbords side. Hovedmotorerne blev revet ud af deres fundamenter og efter 10 minutter sank skibet.
Henry Christoffersen har beskrevet sin oplevelse af forliset således: ”Jeg vågnede ved, at skibet krængede hårdt over, og slagsiden tiltog meget hurtigt. Kun med stort besvær kom jeg ud af mit kammer, hvor døren var sat på krog, således at jeg kun lige kunne presse mig ud… Masterne var næsten i vandet, da jeg slap ud, og jeg kravlede derfor ud på styrbords skibsside og vidste et øjeblik ikke, hvad jeg skulle gøre, men løb så på skibssiden for efter til den styrbords redningsflåde i fokkerigningen og satte mig på den. 3. styrmand Abildgaard Jensen fulgte lige i hælene på mig. Et minut efter gik skibet ned uden at suge flåden med sig det allermindste, og vi befandt os tilsyneladende alene på det oprørte hav. … Kort efter at 3. styrmand og jeg var kommet på flåden, kolliderede vi med en anden flåde, hvorpå der befandt sig en matros Olsen. Vi bandt vores fangeline fast i denne flåde, så vi kunne holde os samlede. … I løbet af natten væltede vi rundt med flåderne tre gange, men det lykkedes os alle tre at komme op i flåderne igen hver gang. Den sidste gang var det lige ved, at det ikke var lykkedes for mig, da jeg var kommet for langt bort fra flåden. Den drev nemlig hurtigere, end jeg kunne svømme, men jeg var så heldig at få fat i fangelinen, der drev bag efter den, og jeg kunne derfor hale mig ombord igen. … Da det blev lyst satte vi vort drivanker, og vi væltede derfor ikke mere. Den ene flåde var blevet så slemt medtaget, at vi lod den drive, efter at det inventar, vi kunne bruge, var fjernet. …”
Ved forliset omkom 45 mennesker, heraf 23 danskere. Det hele var gået så hurtigt, at det kun var ganske få, der var undsluppet det synkende skib. Alle de, der opholdt sig under dæk i bagbords side, kunne ikke komme ud af lukaf ’erne, og de, der boede i styrbords side, havde for langt hen til flåderne til, at de kunne nå at komme derhen. Redningsbådene var det ikke muligt at frigøre på grund af skibets krængning. Senere viste det sig dog, at to matroser, S.B. Sørensen og K.E. Pedersen, der havde vagt på kæntringstidspunktet, havde nået at redde sig op på den bagbords redningsflåde, efter at skibet var sunket.

Danske skibe i allieret krigstjeneste
M/S PANAMAs forlis var det sidste krigsrelaterede tab for den danske handelsflåde under 2. verdenskrig. Skibet var i lighed med 145 andre danske handelsskibe kommet under engelsk kontrol kort efter d. 9. april 1940, mens det lå i Hongkong. Det havde altså gjort hele krigen med, – fra juleaften 1943 under dansk flag. Først fra det tidspunkt, da den hjemlige danske modstand mod den tyske besættelse var blevet markant, regnedes de danske skibe med til de allierede, og de fik lov til at føre dansk flag i stedet for det engelske.
M/S PANAMA hørte til ØK-flådens første generation af større, dieseldrevne, oceangående skibe. Det var bygget i 1915 på Burmeister og Wain. Længde 124,97 m, bredde 16,76 m. og dybgang 11,77 m., Brt.: 5.259. Hovedmaskine: 2 stk. 4-takts B&W 6250-X med tilsammen 3.100 ihk. Fart: 11,25 knob. Besætning: 39 mand. Plads til 10 passagerer.
Hovedopgaven for de allieredes handelsflåder var at skaffe forsyninger fra Nordamerika til primært Storbritannien, som havde brug for at få tilført mere end 1 million tons forsyninger om ugen for bare at matche den tyske krigsindsats. M/S PANAMA spillede altså sin rolle i den for de krigsførende parters vitale kamp om magten på Atlanterhavet.

Konvojsejlads
Den største fare for allieret skibsfart over Atlanterhavet var de tyske ubåde. Alene fra 1. juni 1940 til 1. juli 1941 mistede Storbritannien 899 skibe, hvoraf godt halvdelen af dem blev sænket af ubådstorpedoer, mens resten af tabene kunne tilskrives tyske bombemaskiner.
Den bedste taktik mod ubådsangrebene skulle vise sig at være konvojsejlads. Det havde taget sømilitære eksperter lang tid at indse, at en større koncentration af beskyttede handelsskibe på et relativt lille areal var vanskeligere at finde og tilintetgøre på den enorme havoverflade, end hvis de enkelte skibe sejlede hver for sig spredt ud over et større område.
Til beskyttelse af konvojerne havde man et større eller mindre antal af destroyere (et hurtiggående krigsskib til beskyttelse af større enheder - større end fregatter og mindre end krydsere), korvetter og fly fra små hangarskibe.
Som regel dannede konvojen en rektangulær form, bredest fortil. Oftest sejlede man i 9-11 kolonner med 5 skibe i hver. Afstanden diagonalt hen over sådan en flåde på 45 skibe kunne være omtrent 15 sømil. I en afstand af ca. 5 sømil. uden om konvojen lå ledsageskibene, hvis opgave det var at spore og tilintetgøre ubåde, der nærmede sig.
Der var dog også ulemper ved konvojsejlads. Ofte tog det flere uger at samle nok skibe sammen til en konvoj, der skulle sammensættes efter skibenes fart. Det var også ofte svært at holde en konvoj samlet, især når vejret var hårdt. M/S PANAMA sejlede med forceret fart gennem stormen d. 11 . april 1945 for at kunne holde trit med konvojen. Det blev skibets skæbne.

Redningen
Det havde været godt vejr de seneste 6 dage. Olsen, Jensen og Christoffersen havde helt styr på tiden. De havde markeret hver dag med et hak i flådens kant. Der var nu gået 18 dage, siden de forliste. Om 2 dage skulle rationen skæres ned til det halve.
Chancerne for at blive reddet var ikke store. Flåden befandt sig flere hundrede sømil fra land og strømmen på det sted, de befandt sig, ville kun sætte dem rundt i en stor cirkel.
Den eneste chance var, at et fly eller et skib fik øje på dem. Selv havde de ikke set nogen før netop denne dag. Pludselig hørte de lyden af en flyvemaskine og fik da også snart øje på den i det klare solskin. Febrilsk fandt de signalspejlet frem og søgte at fange pilotens opmærksom ved at ramme flyets cockpit med refleksionen af solens stråler i spejlet. Det lykkedes! Flyet begyndte at kredse om dem. Først kastede flyets besætning en gummiflåde ned til dem og bagefter en genstand indeholdende farve, som bredte sig ud over vandet, så redningsflåden var lettere at lokalisere. Lidt efter stødte to andre fly til. Det var amerikanske fly stationeret på Azorerne, der havde fundet de skibbrudne.
Christoffersen fortæller: ”Vore følelser og lettelse ved synet af det fly, som fandt os, kan jeg ikke beskrive. Humøret var højt, og Olsen gik straks i gang med at stille sin sult. … Pludselig forsvandt alle maskinerne, men kort efter dukkede masterne af et skib op, der styrede ned på os.”
Det skib, der den 29 . april 1945 samlede de 5 overlevende på de to redningsflåder fra M/S PANAMA op 18 dage efter forliset, var den canadiske fregat Capilano. De to flåder havde ligget ret tæt, men dog udenfor hinandens synsvidde.
Først efter befrielsen nåede meddelelsen om M/S PANAMAs forlis til Danmark. Af de 145 danske skibe i engelsk tjeneste gik de 69 tabt under krigen. På disse 69 skibe omkom 441 danske og 225 udenlandske søfarende. I alt mistede mere end 2000 danske søfolk livet under 2. verdenskrig.