Assistance til en jollesejler
Af Ole V. Jørgensen, formand for Præstø Bådejerklub

Det er søndag aften hjemme hos formanden. Han puster ud oven på IF-stævnet og har netop taget de sidste mundfulde af aftensmaden, da telefonen ringer ved 19.30-tiden:
"Det er Ole"
"Ja, go'dav. Er det sejlklubben?"
"Ja, jeg er formand for klubben. Kan jeg gøre noget for dig?"
"Jeg ligger herude i min jolle og motoren vil ikke starte. Jeg har kun min mobil. Kan du hente mig og trække mig ind til havnen?"
"Det kan jeg da, når du er i knibe. Hvor ligger du?"
"Jeg er sejlet lige ud af havnen gennem sejlrenden, og jeg kan se de grønne javerter."
"Når du siger lige ud af havnen, betyder det så, at du er sejlet mod nord i fjorden, så du ligger nord for Hollænderskoven?"
"Ja, det gør jeg nok. Jeg kan se sejlrenden og en skov."

Jeg afgår straks mod havnen, og undervejs beslutter jeg, at det vil være nemmere at bruge Oline til så kort en tur, end at bakse klubbens jolle ud og ind af containeren. For at ha' en ekstra hånd ombord og selskab på turen, ringer jeg til Hans, som straks erklærer sig parat til at tage tørnen.

Få minutter senere mødes vi på havnen, starter Oline op og affarer med kurs mod Låen. Vel oppe i den nordlige del af fjorden kan vi ikke se nogen jolle, hvorfor vi lægger kursen mod øst for at kigge efter havaristen ovre mod Fedhavn. Vinden er vestlig, så han kan jo være drevet noget mod øst. Da vi er midt i fjorden ringer telefonen.
"Hvor bliver I af. Er I sejlet ud? Jeg ligger her ved sejlrenden, og jeg kan ikke se jer."
"Ja da. Vi er i fjorden, men kan ikke få øje på dig ved Låen. Hvad er det for en sejlrende, du taler om?"
"Jeg drejede til højre, da jeg sejlede ud af havnen og stoppede motoren i sejlrenden for at fiske. Og nu vil den ikke starte."
"Aha, så er du sejlet ud mod bugten, og så er det de grønne mærker i sejlrenden syd for Fedet, du kan se. Vi kommer ud til dig med det samme."

Vi går gennem Vrangstrøm og ud forbi de grønne koste. Ingen jolle. Ud til Stenrøsen. Ingen jolle så langt øjet rækker - selv med forstærkning af et par gode kikkerter. Jeg ringer til jollens mobil:
"Vi er ude gennem sejlrenden men vi kan ikke få øje på dig. Kan du ikke fyre et hvidt signallys af?"
"Jeg har ikke sådan noget. Jeg har kun min mobil."

Nu begynder sagen at blive prekær. Ingen jolle i syne på bugten, og en jollesejler, der tydeligvis ikke aner, hvor han er. Og uret nærmer sig solnedgang.
"Har du et kompas ombord, og hvad viser det?"
"Ja. Det har jeg. Det viser 340 til 360 grader."
"Godt. Så ligger du med stævnen mod nord. Hvis du kigger ud over stævnen, kan du så se en stor, firkantet bygning?"
- i håbet om, at han kan se siloen i Fakse Ladeplads.
"Nej, jeg kan ikke se noget."
"Så drej dig en halv omgang i båden, så du kigger ud over påhængsmotoren. Kan du se en skov?"
-i håbet om at kan se Store Hestehave på Jungshoved.
"Nej, jeg kan ikke se noget".
"Vel, så drej dig endnu en halv omgang i båden, så du kigger ud over stævnen igen. På hvilken side har du solen?"
- som nu er næsten borte.
"Den har jeg på højre hånd."
Da solen normalt går ned i vest, begynder jeg at tro, at vi har at gøre med en karrusel.
" - men nu kan jeg se Vordingborgsenderen."
Nu udvides eftersøgningsområdet ganske betydeligt.
"Så må du være sejlet under broen til Møn. Er du det?"
"Nej, jeg er ikke sejlet under nogen bro, men jeg er nok 2 - 3 km fra land."

Så er det snarere masten ved ørslev, han kan spotte, og det betyder, at han er sejlet over Sandene og nu ligger i Bøgestrømmen, måske ud for Jungshoved. Det overstiger vore evner at finde ham i det store område, nu hvor mørket falder på. Altså kontakt til Lyngby Radio på kanal 64. Orienteret om sagen melder Lyngby, at Søværnets standardfartøj Mk. II Havfruen ligger ankret ud for Stevns, hvorfor jeg viderestilles til SOK. Her beslutter man at sende Havfruen så langt ned i Bøgestrømmen, som vanddybden tillader, for at få et radarbillede af området.

Noget efter melder Havfruen over VHF, at man har kontakt med jollen på positionen 55O08,2'N og 12O13,3'ø og tager den på slæb efter Havfruen's gummibåd ind over Sandene, hvor vi så kan overtage den videre slæbning fra ca. Stenrøsen til Præstø Havn. Som sagt så gjort, og kl. 23 kan vi aflevere jolle med skipper i bassinet ved den østlige bådrampe - begge i god behold.

Med Oline sikkert på sin plads, vandrede jeg over til jollepladsen for at få en forklaring på aftenens tildragelser. Den lød i korthed sådan: "Jeg købte jollen i forgårs (fredag), købte et kort til bommen i går (lørdag), og sejlede ud for at fiske i det gode vejr i dag (søndag), og det er min allerførste sejltur nogensinde. Jeg stoppede motoren, da jeg var ude af fjorden, og jeg kan ikke forstå, hvordan jeg kom så langt væk."
Det ser ud til, at jollen i den lette vind er drevet knap 3,5 sømil stik øst fra Stenrøsen til den anden side af Sandene, hvor den endte nord for midten af renden mellem Stenhage og Sandhage. Det må ha' taget adskillige timer uden opmærksomhed på tid og sted.
Jeg bør vel nævne, at der i jollen manglede: Et sæt årer, en bådshage, ordentligt tovværk til fortøjning og slæbning, hvide og røde signallys, signalhorn, søkort og en god stavlygte. Om kompasset er dueligt, eller det er gået fast i nord, vil vise sig.

Midt i al elendigheden gjorde jeg tre positive observationer:
* Han blev på den hårde måde klar over, at Præstø Fjord og Fakse Bugt - selv i godt vejr - er partnere, man skal have megen respekt for. Og dette første, uheldssvangre møde endte trods alt godt takket være en aldeles uhæmmet indsats af mennesker og materiel.
* Han bar en prima redningsvest.
* Han kommer på havnen førstkommende lørdag for at få en grundig orientering om sikkerhedsudstyr, brug af bådens kompas og muligheden for manuel start af en påhængsmotor uden startstrøm. Og så skal han samtidig have to gode råd: Meld dig ind i en klub og bliv en del af et søsikkert fællesskab, og meld dig så til det første duelighedskursus, der bliver averteret.