Da OLINE II fik brug for bugsering
Af Ole V. Jørgensen, formand for Præstø Bådejerklub

Oline II, Nimbus 2600 motorbåd, årgang 1987, var tæt på afslutningen af årets sommertogt fra Travemünde over Müritz og Stettin til Rügen, da motoren pludselig satte ud.

 

 

 

 

 

 

Efter at have ligget indeblæst fra den 21. til den 27. juli i Freest, og resten af besætningen, dvs. Lisbeth (ferien slut) og vores Airedaleterrier Penny, var afmønstret og rejst landværts til Præstø, var det min opgave som solist at sejle Oline de sidste sømil til hjemhavnen. Som nogen vil vide, er Freest en fiskerihavn beliggende på fastlandssiden af Peenestrom over for Peenemünde på øen Usedom.
Hjemturen var planlagt som to rene transportetaper, den første på ca. 50 sømil fra Freest forbi Stralsund til Schaprode, der ligger på Rügens nordvestlige del lige før Østersøkysten, og den anden på godt 60 sømil fra Schaprode til Præstø via Grønsund.

Jeg lagde ud lørdag morgen 05.15 i ca. 10 m/s østlig vind og med bølgehøjde ca. 1,5 m. De første fem sømil går mod nord ud i Greifswalder Bodden, hvor man runder et granitfundament, vist nok fra et nedlagt fyrtårn, og derfra går i 270O mod Stralsund. For at få overstået disse første fem sømil, hvor jeg havde vind og sø ind på styrbord side med meget urolig sejlads til følge, i en fart, bad jeg maskinen om fuld kraft frem, hvilket under de givne omstændigheder gav 12-14 knob og et ret stort dieselforbrug pr. tidsenhed, dvs. oliens hastighed i rør og slanger var væsentlig større, end Oline er vant til.

Kl. ca. 05.45, netop som jeg skulle til at ændre kurs fra 0 O til 270 O gik motoren i stå som om den manglede brændstof, selv om der var mere end 100 liter i tanken. Jeg kunne med startmotoren vække den et kort øjeblik, men så var også alt liv udslukt. Det var mildt sagt usmart at ligge der uden drifts- og manøvreevne med siden til vind og sø og med drivende kurs mod et kunstigt granitbjerg ca. 500 m mod vest. Jeg åbnede til maskinrummet og blev hurtigt enig med mig selv om, at det ikke var tiden at spille mekaniker. Risikoen for, at jeg på grund af den kraftige rulning kunne tabe værktøj eller løsdele ned i sumpen under motoren, var simpelthen for stor - og så ville videre sejlads i hvert fald være umulig.

Så var der VHF'en tilbage. For første gang i min karriere til søs var det afgørende vigtigt, at systemet fungerede. Foreløbigt var der ikke overhængende fare for mennesker og materiel, men på den anden side ville jeg jo gerne have assistance i en fart, så jeg udsendte en il-melding "Pan-Pan" med oplysning om båd og besætning, position og årsag til meldingen. Da der efter fem minutter ikke var reaktion på meldingen, gentog jeg proceduren, og denne gang var der svar fra Lyngby Radio. De havde også hørt mit første kald, men gik naturligt ud fra, at Bremen Rescue havde reageret, da min position helt klart var i tysk område - nærmest inde i landet. Nu gik det stærkt. Jeg tror, at Lyngby har brugt en særlig forbindelse til at få Bremen ud af fjerene (vi kender vitsen: "Help, I am sinking!!!" - "Yes, I hear You. What are You thinking about???"). Bremen fik så de samme oplysninger, som jeg havde sendt i il-meldingen med tilføjelsen, at gik der mere end en time før hjælp nåede frem, kunne de nøjes med en helikopter, for så ville Oline efter mit skøn være en vragsignatur på søkortet lige øst for det tidligere fyrtårn.

Efter kort tid meldte Bremen, at en redningsbåd var undervejs, og at den ville være hos mig efter ca. en time. I mellemtiden havde jeg fundet mit drivanker, en forberedt hanefod og 40 meter line frem og kastet i søen. Det rettede noget op på situationen. Dels fik jeg boven op mod vind og sø, så Oline faldt lidt til ro, og dels blev afdriften reduceret ganske væsentligt. Efter knap to timer nåede redningsbåden Gerhard ten Doornkaat frem, efter at de i starten havde sejlet mod en anden position, end den jeg havde oplyst. Da var jeg stadig mere end 200 meter fra granitten. Slæbningen til havn foregik herefter uden problemer.

Jeg kan tilføje, at en tysk motorbådsejer, som lå for anker i bunden af Greifswald-bugten, havde hørt min første il-melding. Han havde straks trukket ankeret og var afsejlet mod min position, hvor han runderede, indtil redningsbåden nåede frem. Hans båd var på størrelse med Oline og han var alene om bord, så han afstod fra at forsøge bugsering. Men det var meget betryggende at se ham i nærheden, så han kunne have samlet mig op, hvis det værste var sket.

Og dieselolien?? Jo, vel i havn kunne jeg konstatere, at begge brændstoffiltre og vandudskilleren var så rene, som da de blev monteret ved sæsonens start, hvor også tanken som sædvanligt blev tørsuget og konstateret ren. Derimod var en samling på sugeledningen fra tanken totalt tilstoppet af korksmuld, øjensynligt resterne af en korkpakning, som jeg må have modtaget på en af de fem havnetanke, vi handlede hos undervejs. Da det var renset ud, var problemet løst. Og reparationstiden, da fejlen var lokaliseret? Fem minutter, men det var jo ikke til at vide, da jeg lå og rullede ude ved granitfundamentet.

Når jeg nu genoplever forløbet, er jeg imponeret over, at en antennehøjde på ca. fire meter over vandlinjen og en standard VHF-radio til 3000 kr. kan skaffe forbindelse med Lyngby Radio, hvis nærmeste mast står på Bornholm, ca. 125 km borte. Dernæst er jeg glad for, at jeg som en del af Oline's sikkerhedsudstyr medbringer et drivanker, en solid hanefod til slæbning og betydeligt mere tovværk, end jeg har brug for til daglig. Endeligt er jeg blevet inspireret til at lave et fintmasket filter i dieseltankens påfyldningsstuts. Det vil ta' lidt længere tid at påfylde brændstof fremover, men til gengæld kan jeg forhåbentligt fange ubehageligheder, før de manifesterer sig i driftstop.

Til allersidst: Hvis jeg over VHF'en hører om en båd i tilsvarende besværligheder, vil jeg så vidt det er muligt gøre som den tyske motorbåd, nemlig at sejle til åstedet blot for at vise, at den nødstedte ikke er alene i verden. Det beroliger.