FLORA's
forlis
Af Bodil Højlund
På Marstal Søfartsmuseum
kan man se tegninger af FLORA, udført af H.A. Hansen fra Marstal.
“Fat
en økse og begynd med at fælde mesanmasten.“ Sådan lyder den navnkundige
sejlskibskaptajn Jens Kusk Jensens råd, hvis det var kommet så vidt, at
den nødstedte sejlskibsbesætnings sidste mulighed for overlevelse var
- så vidt muligt - at kontrollere et uundgåeligt forlis. Udfordringen
var at forhindre, at skibets master og rigning slog hul i skibet, hvad
der var stor risiko for, hvis masterne stadig hang fast i takkelagen (skibets
stående og løbende rig), efter at de var brækket af under brodsøerne.
Sejlskibstiden og ikke mindst Marstal-skonnerterne er omgærdet med en
stor del romantik, men virkeligheden var også et ufatteligt hårdt og risikofyldt
arbejde. Hundredvis af de stolte skibe er gået ned med mand og mus, men
der er også eksempler på, at mandskabet efter ugers konstant og livsfarlig
kamp for overlevelse midt i elementernes rasen er blevet reddet fra den
visse død. Det følgende handler om et sådant tilfælde.
Den 9.
december 1875 afsejlede skonnerten FLORA af Marstal fra St. Davids, Firth
of Forth i det nordlige Skotland med en ladning kul bestemt til Kiel,
og havde god vind fra vest. Besætningen bestod af kaptajn A. C. Kroman,
styrmand H. M. Seier fra Marstal, en matros fra Nyborg, en matros fra
Langeland, en letmatros fra Kiel og en kok fra Langeland. De seks søfolk
var overbevist om, at de kunne nå hjem og holde jul. Vinden var god og
bar den rigtige vej.
FLORA var en god sejler og i det hele taget et af den tids bedste skibe
i den store sejlskibsflåde fra Marstal. Hvis ikke de løb ind i ualmindeligt
dårligt vejr, var der intet til hinder for, at de kunne nå at få afleveret
ladningen i Kiel og nå hjem i god tid til julefesten med familien. Styrmanden
Morten Seier glædede sig til gensynet med sin kone Gertrud og sine børn,
Jens og Ingrid, hjemme i huset i Buegade, men hans forventninger blev
gjort til skamme.
Da FLORA
var nået til østkanten af Store Fiskebanke midtvejs mellem Skotland og
Jylland gik vinden pludselig om i østsydøst med tiltagende storm, sne
og frost. Da stormen tog til i styrke og blev til orkan, var besætningen
ombord på FLORA klar over, at det nu ikke længere handlede om at komme
hjem til jul men om at overleve.
De forsøgte i første omgang at sætte kurs mod en havn i Norge, men det
var umuligt, så de måtte dreje til vinden og klosrebe sejlene.
I seks døgn drev skibet således omkring i den hårde storm. Der var ikke
anden mulighed end at søge at holde skibet tæt op til vinden. Det ville
være alt for farligt at forsøge at halse rundt i det oprørte hav. Kun
de, der havde vagt opholdt sig på dækket, godt surret fast, og de måtte
tage imod den ene brodsø efter den anden. Gennemblødte og kolde ind til
marven måtte de se låringsbåden blive flået af daviderne og skyllet bort.
Paradoksalt nok var det fordi orkanen tog til i styrke, at det blev muligt
for besætningen at halse rundt. Vindstyrken var så kraftig, at søen en
kort tid blæste ned og det blev muligt at vende skibet.
Så går
der yderligere fire døgn. I nu 10 døgn har besætningen befundet sig i
yderste livsfare i en stadig kamp for at holde skibet op mod vinden. Det
sner uafbrudt, så sigtbarheden er ringe og skibet må til stadighed tage
imod den ene brodsø efter den anden, som snart ødelægger alt, hvad der
er over dæk.
Først går storbåden over bord, så følger kabys, rorhus mm. En vældig bølge
rejser sig nu og falder ned over FLORA og i et nu er hele riggen revet
af skibet. Det er næsten ikke til at forestille sig den larm og det kaos,
besætningen har befundet sig i. Da skibet dukker ud af bølgen er det med
en forskubbet last og en kraftig slagside. Nu var situationen for alvor
kritisk. Masterne hang stadig fast i takkelagen og fungerede nærmest som
rambukke mod skibssiden, hver gang en sø ramte. Det var kun et spørgsmål
om tid, før der blevet slået hul i skibet. Hurtigt fik folkene fat i nogle
økser og begyndte at kappe rigningen væk under konstant fare for selv
at blive revet over bord. Men skibet flød stadig, og det gjorde det endnu
to døgn efter.
Mandskabet
var ved at køre træt. FLORA var kun et skrog. Det var umuligt at manøvrere
og vejrsituation så ikke ud til at blive bedre. Al kamp for overlevelse
syntes nyttesløs. Ved 18 -tiden på det 12 . døgn af denne voldsomme storm
gik alle ned i kahytten for at spise og tale sammen, mens FLORA på må
og få kastes rundt i bølgerne. Det nytter ikke at kæmpe imod længere,
var de enige om. Hvorfor plage sig selv mere, når der alligevel ikke var
nogen redning. De sad sammen i kahytten og så døden i øjnene. Således
beskriver Morten Seier situationen: “Kaptajnen, en frimodig og dygtig
mand, udtalte: “Ja, det ser ud, som vi skal få en ende med denne jul.“
Just som vi alle var nede, fik vi en brodsø over, så det knagede i hele
skibet, og som sikkert ville have taget hver eneste mand, hvis vi havde
været på dækket. Vi blev alle kastet over mod læ side af kahytten og troede,
vi gik under. Vi løftede en lem i kahytsgulvet for at se, om skibet ville
synke, men det holdt endnu tæt. Da vi derefter kom op på dækket, viste
det sig, at den brodsø havde taget lønningen og skanseklædningen fra ankeret
på boven til hækken agter samt syv støtter og knust skylight m.m. og ryddet
hele dækket.
Det stod
klart for besætningen, at skibet næppe kunne klare en brodsø til af samme
størrelse. Hækken kunne let brække, og så var undergangen vis. For få
øjeblikke siden havde de siddet samlet under dæk og været enige om, at
de lige så godt kunne opgive kampen.
Men overlevelsesdriften er stærkere end fornuften. Styrmand Seier foreslog
nu, at de gik i gang med at kaste lasten af kul overbord for at lette
agterskibet. Ingen tøvede. Der blev hugget hul i kahytsskottet og alle
knoklede løs som besatte. De 40 tons skulle bæres overbord, hvor der var
is, kulde og orkanens styrtsøer. Det var syv tons til hver. De gjorde
det på en nat. Bagefter var de så udkørte, at de lagde sig til at sove
ovenpå resten af kullene. Her er udtrykket “dødelig udmattelse“ virkelig
på sin plads.
Den næste
morgen kl. 4, den 24. december, var stormen i aftagende. Prøvelserne havde
stået på i 14 døgn, men faren var langt fra drevet over. FLORAs position
var naturligvis usikker, da den havde været vanskelig at bestemme undervejs,
men man skønnede, at skibet var drevet i retning af Orkneyøerne, ja, måske
var ret tæt på.
Den nye fare, de stod overfor, var at blive knust mod Orkneyøernes klippekyst.
Nu gik de i gang med at sjækle kædestykker sammen til det ene anker, de
havde tilbage. Mens de var i gang med dette arbejde, var der en af dem,
der pludselig fik øje på et blus fra en hollandsk fiskerkutter. Den var
også drevet ud af kurs og kom nu lige ned mod FLORA. Fiskerbåden lagde
bak tæt luvart til vraget af skonnerten og satte sin båd med fire mand
i søen.
Det lykkedes alle seks søfolk på FLORA - eller det der var tilbage af
hende - at komme ombord i båden, som nu tungt lastet kæmpede sig tilbage
til fiskerkutteren. I den høje søgang var der stor fare for, at båden
skulle knuses mod kutteren. Det blev den også, men først da alle var reddet
ombord. Nu var de skibbrudne i relativ sikkerhed. Fiskerkutteren havde
ikke lidt nævneværdig overlast, men stormen var stadig så stærk, at der
gik yderligere 18 dage, før den kunne gå i havn.
I 33
dage havde Marstal-søfolkene været i elementernes vold, men de havde overlevet
i kraft af FLORAS kvaliteter og deres egne evner og udholdenhed. FLORAs
besætning kom ikke hjem til jul. Men de kom hjem!
|