Kaperkaptajnen Jens Lind
Af Bodil Højlund.

Årene gled langsomt og lydløst gennem vandet. De 150 mand, der var fordelt i tre store barkasser, forholdt sig musestille. Ret foran dem lå den 3-mastede fregat Cort Adeler for anker på Helsingør red. Det store skib henlå i mørke, bortset fra en søvnig ankerlanterne i forstaget.

Cort Adeler målte 105 kommercelæster, var bestykket med 20 kanoner og havde en besætning på 90 mand. Det var altså en anseelig fjende, de 150 englændere i barkasserne havde for sig, men også en irriterende fjende, hvis mål det var, at snige sig ind på og erobre engelske handelsskibe, der befandt sig i de danske farvande. Cort Adeler var med andre ord et kaperskib, det største og bedst udrustede af de danske kaperskibe under Napoleonskrigene.
Det må have været en mørk nat, natten til den 21. august 1808, for det lykkedes de store rofartøjer at komme ganske tæt på deres mål uden at blive opdaget. Det sædvanlige vagtmandskab på Cort Adeler fik alt for sent øje på de fjendtlige barkasser, og da de første engelske marinere huggede entrebilerne ind i fregattens planker, befandt der sig kun 15 mand på dækket. Englænderne blev dog hæmmet noget af de entre-net, som fregatten var forsynet med, og inden længe var det overrumplede mandskab på Cort Adeler kommet på benene og i voldsom kamp med den indtrængende fjende.
Skydevåben var ikke meget bevendt i den situation, så kampen foregik først og fremmest mand til mand med økser og huggerter som våben. Kampen rasede i omkring 20 minutter, før englænderne sprang tilbage i barkasserne og tog flugten. De triumferende kapere lod dem dog ikke slippe så let. Fregattens kanoner blev ladet med kardæsker, og der blev fyret løs på de flygtende barkasser.
Kardæsker er pakker bestående af op til 300 stålkugler og forskelligt metalskrot så som søm, knækkede knivsblade og forvredne metalstykker. De kunne anvendes i stedet for almindelige kanonkugler, hvis man ønskede at tilføje mennesker så stor skade som muligt. At dømme efter det brøl, der lød fra en af barkasserne havde den fået en fuldtræffer.
Cort Adelers 32-årige kaptajn Jens Lind kunne notere sig endnu en triumf i sin glorværdige karriere som kaperkaptajn i årene 1807-1813.

Da englænderne i 1807 fik udleveret den danske flåde efter bombardementet på København, stod Danmark uden reel mulighed for at forsvare sin suverænitet. Uden flåde lå øriget Danmark åbent og forsvarsløst overfor enhver angriber.

Der fandtes dog en legal mulighed for i det mindste at genere fjenden. Indtil 1856 var det en internationalt anerkendt ordning, at en regering i krigstid kunne udstede kaperbreve til borgere, som så kunne udruste mindre skibe til en slags sørøverskibe, der kunne liste sig ind på et fjendtligt handelsskib, borde det og tage kommandoen over det – om alt gik efter planen.
Gik det galt, og kaperskibet selv blev offeret, gjorde kaperbrevet hele forskellen mellem at blive betragtet som krigsfange eller som gemen pirat, der kunne klynges op i den nærmeste rå.
Hvis kapringen lykkedes skulle det fjendtlige handelsskib bringes til havn og overgives til myndighederne. En såkaldt prisedomstol skulle så afgøre, om der var tale om en ”god prise”, altså om alt var gået retmæssigt til. Hvis det var tilfældet, blev skib og last realiseret på en auktion og pengene fordelt mellem reder, kaptajn og mandskab efter et nøje fastlagt system.

I en økonomisk trængt tid (Danmark gik bankerot i 1813) var det en fristende mulighed at blive kaper. I perioden 1807-14 udstedtes der da også ca. 600 kaperbreve, så hvis man har en kaperkaptajn blandt sine forfædre, er det altså ikke mere eksotisk end som så.
Og der var virkelig mulighed for at få den store gevinst. En af de priser, Jens Lind og hans mandskab erobrede, var en kuf med en kostbar manufakturladning. Linds personlige udbytte blev 120.000 rigsdaler. For den sum kunne man købe en halv snes bøndergårde kontant.

Med færgejollen Haabet lykkedes det Jens Lind - som sin første prise - at opbringe et engelsk handelsskib og føre det til København og her fandt han det klogest at anmode myndighederne om et kaperbrev. Sin første prise tog han altså som regulær sørøver. Kaperbrevet blev udstedt til ham d. 2. november 1807, og så gik det bogstavelig talt slag i slag.
Hans dygtighed som kaper understreges af, at han fik kaptajnsposten på Cort Adeler, der var navngivet efter en admiral i dansk tjeneste. Cort Adeler var ejet af et københavnsk interessentskab, der havde udrustet det efter alle krigskunstens regler. Som nævnt var der tale om en tremastet fregat af en anseelig størrelse og med et veluddannet mandskab. Problemet var bare, at så store skibe ikke egnede sig til kapringer. Det var for vanskeligt at manøvrere rundt med og et stort mål for fjendtlig beskydning, så da det i januar 1808 under en jagt på et par gode priser i Køge Bugt blev fanget af ismasserne og mast til vrag, var det ikke nogen ulykke for Jens Lind. Han fortsatte sin kapervirksomhed med nogle mindre kuttere.

Linds sidste kamp som kaperkaptajn fandt sted en decembernat i 1813. I sin kaperbåd Grevinde Danneskjold havde han sneget sig ind i en svensk konvoj, der lå for anker ved Landskrona. Selvom han blev jagtet af flere svenske orlogsskibe, lykkedes det ham og hans mandskab at erobre en galease. Men netop som han var ved at få den under sejl, blev de angrebet af en svensk barkasse med to officerer og 40 mand ombord.
Tre gange afviste Lind deres angreb, men 4. gang måtte han kappe kaperbåden fra sig og forsøge at undslippe med prisen. Det lykkedes ham efter endnu en hård kamp med svenskerne at trække sig sejrrig ud af kampen og bringe prisen uskadt til Helsingør.
Men han havde mistet tre fra sin besætning, deriblandt sin lillebror.

Jens Lind døde i en alder af 65 år. En af hans samtidige skrev om ham: ”Han var en type på en af tidens kaperførere, en rask mand, for hvem intet foretagende var umuligt og som under andre forhold kunne være blevet en Columbus eller en Tordenskjold.
Nu blev han – en æventyrer”.
Hans valgsprog var alle dage: ”Fanden skulle døje ondt for at kede sig"