Om rurerne, vore blinde passagerer
Af Ole V. Jørgensen, skipper på OLINE II af Præstø

For at komme nærmere på rurernes hemmeligheder, har jeg søgt viden om deres liv og levned. Vejen hertil er gået over internettet og det lokale folkebibliotek assisteret af statsbiblioteket i Århus. Det følgende er noget af det, jeg som lægmand på området har samlet op fra de mange sider.

Så har jeg endnu en gang fået Oline II på land for vinteren. Og endnu en gang har jeg funderet over, hvem der har inviteret de mange rurer til at tage på med på sejlture for min regning. Litteraturen har skræmmende eksempler på et merforbrug af brændstof på mere end 20% på grund af rurvækst.

Rurerne er Krebsdyr, og sammen med Langhalse hører Rurer til gruppen Rankefødder. Navnet referer til de meget lange og tynde ben, der ikke bruges til transport af dyret, men til at samle føde og ilt. I danske farvande har vi seks arter af rurer som faste partnere til søs, mens vi af og til får besøg af yderligere mindst fire arter. På verdensplan er der ca. 1.200 arter at vælge imellem.

En rurlarve hæfter sig til underlaget med en flad basalplade. Det er den plamage, der tit sidder tilbage, når vi har skrabet rurerne af skroget under vandlinien. På basalpladen bygger rurlarven en kalkskal, der ligner et vulkankrater. Hos de fleste rurer består skallen af seks plader, hvis samlinger er vandtætte. Ud gennem krateråbningen øverst i skallen kan ruren stikke sine i alt 12 lange, tynde lemmer, der er tæt besat med børster, som bruges til at samle og transportere føde og iltholdigt vand ind i huset. Krateråbningen kan lukkes vandtæt med to plader. Har ruren aktiveret de to lukkeplader, ligner de et fuglenæb, der stikker op af hullet. Vandtætheden af kalkskallen i lukket tilstand er vigtig, for mange rurer danner kolonier omkring vandlinien ved daglig vande, hvilket betyder, at de i perioder med lavvande "har deres på det tørre". Så klarer de sig med den væde, der var i skallen, da vandet forsvandt. Det forklarer, hvorfor vi kan finde lukkede, og dermed levende, rurer på skibsskroget flere uger efter landsætning.

De seks almindelige rurer her til vands er Skæv rur, Lavvandsrur, Stor rur, Brakvandsrur, Kølet rur og Firepladet rur.

På både, der hovedsageligt sejler i vore farvande, dvs. fra Køge bugt og sydpå rundt om Sverige og op i Bottenhavet, er det sjældent at finde andre rurer end brakvandsruren, som bliver indtil 1,5 cm i diameter og normalt cirka halvt så høj som diameteren. Sidder ruren i tætte kolonier kan højden dog blive indtil 6 cm, og man taler så om "hestetænder". Basalpladen er oval, og når man har fjernet kalkskallen kan man se, at basalpladen har et mønster, der betegnes som stjerneformet. Brakvandsruren har, ligesom de fleste andre rurer, seks plader i kalkskallen. Hos brakvandsruren er pladerne glatte, mens de hos andre rurer er ujævne, rillede eller nærmest foldede i overfladen.

Rurens forplantningmetode er bestemt af, at ruren er fastsiddende. Den kan således ikke bevæge sig hen til den udkårne men er til gengæld udstyret med dyrerigets suverænt længste penis i forhold til dyrets størrelse, op til 7,5 cm. Desuden er ruren hermafrodit, dvs. at den på samme tid er både hun og han. Den er dog ikke nået så langt, at en og samme rur kan være både mor og far til samme afkom. I stedet må hanfunktionen på afstand lyksaliggøre nærtsiddende rurers hunfunktion, mens hunfunktionen stillesiddende må afvente at en rurs hanfunktion aflægger visit og på den måde ordner den amourøse affære på distance op til ca. 7 cm.

Resultatet er, at op til 10.000 befrugtede æg pr. hun kan blive udviklet til larver, som hver har en længde på 0,3 - 0,5 mm. Larverne opholder sig en kort tid i fødestedets kalkskal, hvorefter de successivt slippes løs og gennemgår yderligere fem udviklingsstadier, mens de lever i de frie vandmasser. I det sidste larvestadium, som varer fra et par dage til en uges tid, tager de ikke næring til sig, men bruger udelukkende tiden til at finde et egnet sted for den fremtidige tilværelse, som for de heldigste kan vare syv år. Når det helt rigtige sted er fundet, klæber larven sig fast på underlaget og påbegynder straks sit boligbyggeri. Den første kalkskal er ikke meget større end et knappenålshoved, men mens dyret vokser, udvider det til stadighed kalkskallen, simpelthen ved at "bygge til" hver af de seks glatte kalkplader. Ruren er absolut bofast og forlader på intet tidspunkt byggepladsen.

Rurlarverne følger kalenderen ret præcist, når det er tid at finde et egnet voksested til resten af livet. Man har fundet ud af, at rurlarverne ved de svenske kyster (der kalder man for resten ruren for havtulipan) regnet fra Limhamn til Umeå normalt sætter sig fast på bådskroget i ugerne omkring månedsskiftet juli/august. Den svenske organisation Skærgårdsstiftelsen (www.skargardsstiftelsen.se) har et projekt, hvor man ca. 140 steder på den nævnte kyststrækning holder øje med rurlarvernes boligsituation ved i den aktuelle periode dagligt at tælle, hvor mange larver, der sætter sig fast på en plade med en bestemt størrelse, som hænger nedsænket i vandet fra en bådebro. Når antallet af fastsiddende larver når en vedtaget grænseværdi i det undersøgte område, udsender man en ruralarm for området, som bådejere og andre interesserede kan abonnere på via en app til mobilen. Rådet er så, at man foretager sig noget mekanisk for at fjerne larverne, inden de de for alvor sætter sig fast. Hinsidan er det tilsyneladende almindeligt, at man til bådene bruger en "underskrogsvaskemaskine", som enten er fast tilbehør i de større havne, eller som bugseres fra havn til havn. Har man motorbåd med solide fortøjninger til en tilsvarende solid bro, kan man også bruge skruevandet med drevet i bakgear til at skylle larverne af. Endeligt bruger man også den universelle metode med at løfte båden fri af vandet og så bearbejde de ubudne gæster med en stiv børste.

Her i landet forlader vi os mest på kemisk krigsførelse mod rurerne ved at bruge væksthindrende bundmaling, men trods det oplever de fleste af os år efter år, at der alligevel er rurer, der finder skroget egnet som boplads. Det ville være positivt, om vi kunne komme denne restgruppe til livs ved at overtage nogle af broderfolkets mekaniske metoder og erfaringer med disse.

Initiativet til at komme videre mod den rurfri sejlads er hermed overladt til andre interesserede.