Sømanden Jens Kusk, 4 totalforlis og en håndbog
Af Lise Mortensen Høy, redaktør, Søfartens Ledere

Der findes næppe en dansk sømand der ikke har hørt om Jens Kusk,
en af verdens dygtigste sømænd gennem tiderne.

En forårsdag i 1887 lå Fanøbriggen Chriemhilde i Bordeaux for at tage et parti vin ombord inden turen gik videre til Californien via Kap Horn. Den 21.årige letmatros Jens Kusk Jensen var beskæftiget med noget reparationsarbejde i riggen, da han i mærsets højde trådte ud på en rider mellem bardunerne. Ingen havde bemærket, at rideren under rejsen var blevet slidt næsten over af overmærsfaldet og Jens Kusk styrtede baglæns ned på en luftventil oven på lukafet, et fald på ca. 12 meter.
En læge fra land blev tilkaldt, og kunne efter endt undersøgelse forsikre den forslåede unge mand om, at der ikke var noget brækket, men at han skulle holde sin køje en tid, inden han kunne genoptage sit skibsarbejde.
De første par dage gjorde det så ondt, at han hverken kunne vende eller dreje sig, men han kunne da ligge og tænke lidt over den livsbane, han havde valgt, da han som 17-årig fik sine modstræbende forældre til at acceptere, at han foretrak søen frem for landbruget.
Da jens Kusk påmønstrede skonnerten Skjold d 19. maj 1883 i Nykøbing Mors, stak hans far ham 10 kr., så han kunne komme hjem, hvis han - forhåbentlig - blev træt af sømandslivet. Det blev han aldrig. De første 4 år på søen havde givet Jens Kusk mange oplevelser. Først og fremmest stod det klart, også for ham selv, at han var en dygtig sømand, der både forstod at bruge hænder og hoved. året før havde han taget styrmandseksamen med udmærkelse på mindre end den normerede tid, og lige inden han påmønstrede Chriemhilde, havde han som værnepligtig befaren været på vintertogt med fregatten Jylland til de vestindiske øer. Overstyrmanden på fregatten havde på et tidspunkt vist ham en håndbog med tegninger af knob og splejsninger, men det var kun til brug for marinen. For almindelige søfolk var det umuligt at få fat på en sådan håndbog.
Da nu de værste smerter efter faldet var ved at fortage sig og det var muligt for Jens Kusk at sidde op i køjen, måtte han jo have tiden til at gå med noget, og så var det, at den 21-årige letmatros satte sig for at gå i gang med at udarbejde en gennemillustreret håndbog i praktisk sømandskab. Han havde altid været god til at tegne, men det var nu ikke en evne, der var i høj kurs hjemme på gården i Vester Assels på Mors. Her kom den til sin ret, og snart var ark efter ark fyldt med kunstfærdige tegninger af skibsmandsarbejde med tilhørende forklaringer.

Det første totalforlis:
Efter et par år på Chriemhilde, til sidst som 2. styrmand, søgte Jens Kusk hyre på et engelsk skib for at få lært sproget.
Han påmønstrede jern barken British Monarch i efteråret 1889 og med sig i skibskisten havde han de ark til håndbogen, som han havde brugt al sin fritid på at udarbejde i de forløbende 2 år siden faldet fra riggen. (En bark er betegnelsen for et tre-, fire- eller femmastet fartøj, hvor de to, tre eller fire forreste master er fuldriggede og fører råsejl, og den sidste mast, mesanmasten, altid kun gaffelsejl / red.).
Skibet var lastet med forskelligt gods, der bl.a. skulle til Australien. Alt forløb som det skulle indtil d 29. november, hvor de befandt sig 700 sømil VSV for Kapstaden. Da blev det konstateret, at der var ild i lasten. Det var ikke til at spøge med, da den bl.a. indeholdt 200 kasser dynamit. Selvom besætningen nu så døden i øjnene i 3 skikkelser: de kunne regne med enten at sprænges i luften, at brænde op eller drukne, så bevarede alle roen og kaptajnen gav ordre til at sætte bådene ud. Der var ikke tid til at rede mere end det mest nødvendige.
I 8 timer holdt søfolkene sig i nærheden af skibet, mens de kæmpede for at holde bådene op mod søen, for de ikke skulle fyldes med vand. “Pludselig kom der et Lyn, og en Ildsøjle fór helt op i Skyerne, ledsaget af et brag, som min Pen ikke formår at beskrive. Hvad vi følte i dette øjeblik, imens vi saa paa, hvorledes Stumperne af det stolte Skib faldt ned, ved vist kun de, der har været med til lignende Omstændigheder“, skriver Jens Kusk Jensen i sine efterladte erindringer. Skibet gik til grunde og det samme gjorde alt forarbejdet til håndbogen.
Besætningen var heldige at blive reddet af det amerikanske hvalfangerskib Canton.

Det andet totalforlis:
Vel ankommet til Kapstaden var det nu bare at få en ny hyre i en fart. Den 17. december 1889 påmønstrede Jens Kusk brigantinen Maria, der var hjemhørende i Kapstaden og ført af kaptajn Giese fra Rostock.
To måneder senere var det næste totalforlis en kendsgerning. Det skete, da Maria d 14. februar 1890 i roligt vejr bankede op på et klippere ud for Gabriel Island, Mauritius. Om havariet havde noget at gøre med kaptajnens forhold til de våde varer at gøre, står ikke hen i det uvisse. Det kan vi læse ud fra den beretning om forliset, som Jens Kusk nedskrev på Fluat Island to dage efter de dramatiske begivenheder. “Den 9. januar 1890 satte vi sejl... Alt var som sædvanlig om Bord, kun bemærkede vi, at Kaptajnens Tænder ikke godt kunne bidden en snaps over, og for det meste måtte hans Lærke synge både Morgen- og Aftensang.“
Og fem dage senere gik det galt: “Da Klokken manglede et kvarter i elleve, vågnede jeg ved et voldsomt Stød efterfulgt af flere andre, i det samme kom der en Mand løbende og raabte: paa dækket. Da vi kom på Dækket, saa vi, at Skibet stod fast paa et Stenrev ved Gabriel Island, og at Søen brækkede over hele Skibet“.
Herefter var alt kaos. Ikke alene var det umuligt at få sat bådene i søen, uden at de knustes mod skibssiden eller klipperne, men kaptajnen var på grund af fuldskab nærmest utilregnelig. Det lykkedes mandskaber under store strabadser at få fældet alle master og hugge dem fri af takkelagen (stående løbende rig). Så gav kaptajnen i et øjebliks klarsyn ordre til at tænde nødblus, som forhåbentlig kunne ses fra land. Man fyldte en blikspand med papir og hældte petroleum over, for at det rigtig kunne blusse op, men så gik kaptajnen amok. Han forlangte, at der skulle bruges terpentin. Det var imidlertid ikke til at få fat på, da skibet hældede sådan, at alting var ramlet ned over terpentinlageret. “Kaptajnen snakkede noget om at blæse Hjærner ud med Revolveren, saa vi saa os nødsaget til at bevæbne os med Knive og øxer for at kunne gjøre Nødværge, da vi ikke tvivlede om, at han mente hvad han sagde“. Så gik kaptajnen ind i kahytten og sov nogle timer, men da han lidt før daggry kom på dækket igen, var det klart, at søvnen ikke havde hjulpet noget videre på hans tilstand. Han forlangte nu, at nødblusset skulle kastes over bord, hvilket mandskabet dog nægtede at gøre. I land havde man faktisk observeret havaristen, og en redningsbåd blev sendt ud.
“Omtrent Kl. 6 om Morgenen naaede Redningsbaaden ud til os, men i Stedet for at være taknemmelig for den Hjælp, de ville yde, begyndte kaptejnen at skjælde den ud paa en saa uforskammet Maade, at jeg vilde skammes ved at gjengive den. Han ville heller ikke bjærges af baaden og forbød os haardt at gjøre klar til samme, det eneste han vilde var at have Telegram til Port Luis i Maurutius efter Dampbaad.
Forbitret over en saadan Behandling, vilde Baaden gaa i Land igjen, jeg raabte derfor til dem: Kom lidt nærer for jeg vil forlade Skibet. Kaptejnen, som stod ved Siden af mig ytrede. Jeg troede ikke, du var taabelig, men han vovede dog ikke at forhindre mig, da jeg stod med Kniven i Haanden og skar Benene af mine Underbuxer, alt andet matte jeg kaste. Da Baaden var saa nær som muligt, sprang jeg over Bord og svømmede ud til dem.“ Resten af besætningen fulgte Jens Kusks eksempel og selv kaptajnen blev reddet i land.

Det tredje totalforlis:
Nu fulgte et roligt år for Jens Kusk som matros ombord på det tyske fuldskib Fritz Reuter. Turen gik fra Hamborg rundt Kap Horn til Sydamerikas vestkyst og retur med salpeter. De ordnede forhold ombord gjorde det muligt at genoptage arbejdet med håndbogen. Men efter denne tur var det slut med at sejle som menig sømand.
I maj 1891 påmønstrede Jens Kusk som 2. styrmand på barken Bertha af Esbjerg. Igen gik turen rundt Kap Horn. Det tog en måned at komme rundt pga. nordvestlige storme også på tilbageturen løb skibet ind i stormejr. Denne gang bestod dækslasten af cedertræ og mahogni, og ca. 120 sømil vest for Magellanstrædet fik Bertha en sø ind over, som forskubbede lasten, så skibet fik svær slagside.
Der blev givet ordre til at fælde mesanmasten, og det rettede skibet så meget op, at faren for at kæntre drev over. Men Bertha var blevet stærkt beskadiget og stormen var tiltagende. Ingen af mandskabet havde ret meget håb om at komme levende fra det, men det lykkedes trods alt at komme rund om Hornet og kursen blev sat mod Falklandsøerne.
Da det ikke var muligt at nå en ankerplads, blev man på et skibs råd enige om at sætte skibet på land for i det mindste at bjærge livet. Planen lykkedes, besætningen blev reddet, men skibet var slået til vrag og tabt - og det samme var manuskriptet til håndbogen igen.

Det fjerde totalforlis:
Det sidste totalforlis, Jens Kusk Jensen oplevede, var nok det, der smertede ham mest.
Der var gået fem år siden forliset ved Falklandsøerne, og i mellemtiden havde han stiftet familie og havde opgivet langfarterne. I stede var han blevet fører og medejer af skonnerten Skjold, det selv samme skib som han stod til søs med for første gang som 17-årig.
11. april 1897 afgik Skjold fra Alloa i Skotland med 112 tons kul til Thisted. Fem dage senere under vanskelige vindforhold i Thyborøn Kanal drev skibet på grund og blev slået til vrag. Besætningen blev reddet, men kunne ikke bjærge andet end det tøj, de havde på. Det eneste Jens Kusk fik med sig var billedet af hans søskendeflok. Jens Kusk: “Kaptajn Hansen kom ogsaa for at se sit gamle Skib som Vrag. Jeg var meget ked af det,, men Kaptajn Hansen sagde: “Vær du glad dor, at skibet har sejlet i 39 Aar og aldrig forlist en Mand; og byg saa et nyt af Staal i Stedet.“

Håndbog i praktisk sømandsskab
I perioden 1897 - 1902 var Jens Kusk Jensen beskæftiget som tilsynsførende ved bygningen af 6 tremastede stålskonnerter i Martenshoek, Holland.
I samme periode lykkedes det ham at færdiggøre den håndbog i praktisk sømandsskab, som han havde påbegyndt i køjen på Chriemhilde efter faldet fra riggen i 1887.