Maritime udtryk for vægt og volumen
Af Anker W. Lauridsen, forfatter til "Lystsejlernes Leksikon"

Hvordan hænger de maritime betegnelser sammen?
Inden for skibsfart anvendes en del udtryk for vægt og volumen. I det følgende skal de mest centrale betegnelser uddybes.

Dødvægten (DWT/TDW) inkluderer vægten af lasten + brændselsolien + besætningen + stores + ferskvand + proviant og andet forbrugsgods som skibet medfører. Betegnelsen dødvægt bruges især ved lastskibe som mål for skibets lasteevne, der er opgivet i tons af 1000 kg. (I engelsktalende lande har man før anvendt longtons (ts) af 1016 kg. I dag anvendes longtons kun af enkelte redere). Dødvægten er altså meget mere end blot lasten. For at anskueliggøre at der er tale om metriske tons, tilføjes der ofte et M, DWT-M.

Deplacement svarer til skibets egenvægt med alt, hvad der er om bord ved en given dybgang. Her regnes med vægten opgivet i tons af 1000 kg. (For anvendelsen af longtons i engelsktalende lande gælder som for dødvægt).

Deplacementet er lig vægten af den mængde vand, som skibets undervandsskrog fortrænger. Derfor bliver dybgangen lidt større, når skibet sejler fra saltvand op på en ferskvandsflod. Vægtfylden for vand varierer fra 1,000 til 1,025 t/m3. Archimedes, som levede fra 287 til 212 før vor tidsregning, udtrykte forholdet på denne måde: "Ethvert legeme som er nedsænket i en væske, taber tilsyneladende det i vægt, som den fortrængte væskemængde vejer." Med andre ord udøver væsken en opdrift på skibet, som er lig med og modsat rettet skibets vægt. Skibes længde x bredden x dybgangen x en blokkoefficient x vandes vægtfylde, er lig vægten af skibet, der flyder på vandet. Hvor stort et rumfang af skibet, der er under vandet ved en given dybgang, kan man beregne ud fra skibets linjetegning.

Deplacement Let Skib består af stålvægten, vægten af udrustningen og vægten af maskinen. Betegnes også Deplacement Let (skibets egenvægt).

Deplacement Lastet Skib består af let skib og dødvægten.

Brutto Register Tonnage (BRT) og Netto Register Tonnage (NRT) var før i tiden et mål for rumfanget af skibes forskellige rum. Målene anvendes ikke mere (se BT og NT). BRT omfatter rumfanget af alle rum under dæk og alle lukkede rum over dæk. BRT blev desuden anvendt til at fastsætte besætningens størrelse. NRT bestemmes ved i bruttotonnagen at gøre fradrag for rum for føreren og mandskab, samt rum for navigering og skibets drift samt rum for fremdrivningsmaskineriet. NRT blev brugt til at betale afgifter efter. 1 BRT og 1 NRT er lig med 2,83 m3 = 100 cubikfeet, altså et rummål. Disse rummål har ofte fejlagtigt været forvekslet med vægttons. Register tons kommer oprindelig fra transport af vin, der foregik i tønder, på fransk "tonneaux" og på engelsk "tuns". Da der i 1400- tallet blev etableret standarder for beholderne, fulgte "ton/tun" med som et mål for det antal tønder eller fade, et skib kunne rumme. Ordet "ton" er således blevet hængende som et mål for det rum, der kunne fyldes med tønder. BT (brutto tons) og NT (netto tons) (GT og NT) er de størrelser, som i dag anvendes til at udtrykke skibets rumstørrelse. BT er det totale kubikindhold af alle lukkede rum i m3 x en koefficient, der afhænger af skibets størrelse, og kan variere fra 0,22 til 0,32. NT fastsættes ved en formel, hvori indgår alle lastrums rumindhold, dybden, dybgangen, BT, antal passagerer samt en faktor. NT-nettotonagen benyttes ved beregning af visse havneafgifter, vareafgifter, kanalafgifter etc. BT og NT kan ikke direkte sammenlignes med de gamle BRT og NRT. På grundlag af IMO`s 1969-konvention trådte den nye lov om at anvende BT og NT i kraft den 18. juli 1982. Bemærk, at ordet register er bortfaldet. BT og NT har ingen enhed og udskrives i skibets certifikater uden decimaler.

Fribord er en betegnelse for højden af den del af bådens eller skibets sideklædning, der ligger mellem vandoverfladen og det øverste gennemgående vandtætte dæk. Fribord er et mål for fartøjets reserveopdrift, og dermed dets mulighed for at klare sig i dårligt vejr og ved havari. Udtrykket "fribord for dækkets højde over vandlinien", stammer fra træskibenes dage, da en klædningsplanke blev kaldt for et bord, og fribordet var den del af skibsskrogets planker, kaldet borde, som var over vandet.
Skibets aktuelle fribord er lig med dybden D minus den aktuelle dybgang d. Internationale regler bestemmer mindste tilladte fribord for fragt- og passagerskibe, og dermed hvor stor en dybgang et skib maksimal må have. Dette angives ved at påsvejse et "Lastlinemærke" også kaldt Plimsollmærket på skibssiderne midtskibs.

Dybden, D. Et skibs dybde D er afstanden fra kølpladen til øverste, gennemgående vandtætte dæk. Dybden må ikke forveksles med dybgangen.

Skibets dybgang, d. Et skibs dybgang d aflæses på amningsmærkerne, der sidder på begge sider af forstævnen og agterstævnen eller på hækken. På store skibe også midtskibs. Amningsmærker er ikke det samme som lastlinjemærker.

Lastelinjemærke, plimsoll mark er det runde mærke med "redekammen", som er anbragt midtskibs på handelsskibe. Mærket angiver, hvor dybt fartøjet maksimalt må stikke under forskellige forhold. Der bliver taget hensyn til om skibet sejler i saltvand eller i ferskvand, og på hvilken årstid, samt om skibet sejler på troperne. For mindre skibe også for besejling i Nord Atlanten. Lastelinjemærkerne må ikke forveksles med amningsmærkerne, idet amningsmærker kun angiver skibets dybgang for og agter i en given kondition.
Ideen kom fra Samuel Plimsoll med i 1875 for at gøre sikkerheden bedre for søfolkene. Det er således en misforståelse, når hans navn bliver kædet sammen med udtrykket "en gammel plimsoller" .